Garmin  
   
 

Nyhedsarkiv

 
     
 

NYHEDSARKIV

 

Torsdag 16.09.2010 19.36Tilbage
De cykler penge ind til syge børn

Det svendborgensiske cykelprojekt, Team Barneleg, var på H.C. Andersen Børnehospital i går for at finde ud, af hvad børnene mangler
Svendborg/Odense: Hvad har et 174 kilometer langt cykelløb over fire onde bjergtoppe i de franske alper at gøre med H.C. Andersen Børnehospitalet i Odense? Endnu er der da også meget langt fra hospitalets lange gange til de stejle bjergetaper i den bragende hede franske sommersol - men næste sommer krydser det svendborgensiske cykelprojekt, Team Barneleg, de fire franske bjergtoppe i veterancykelløbet, La Marmotte. Team Barneleg har også arrangeret et gadeløb i Svendborg den 13. august næste år, og en koncert samme dag er i støbeskeen. Altsammen for at samle penge ind til H.C. Andersen Børnehospitalet i Odense.
Idémanden bag hele projektet er Tim Kildeborg Jensen fra Svendborg, der er ivrig cykelrytter og selv gennemførte La Marmotte i 2007. Han er også fotograf på Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende og fik igen mod på at gennemføre cykelløbet én gang til - denne gang skulle det bare være med velgørenhed som mål. Hvordan kan man forsøde børnenes liv, når de er indlagt på hospitalet, tænkte han, og så tog idéen form. Og det bringer os tilbage til H.C. Andersen Børnehospitalet i Odense, hvor nogle af løbets kommende ryttere er på rundtur. De vil nemlig finde ud af, hvad børnene på hospitalet mangler - for så er det det, de indsamlede penge skal bruges til.
Selv om solen stråler ind igennem hospitalets mange vinduer, kan ikke engang lyden af glade stemmer og bordtennisbolde, der hopper hen over et bord, dække over, at vi befinder os på et hospital. Legerummene er propfyldte med hylder, dukkevogne og madrasser, og på næsten alle tingene er der trykt et diskret OUH.
Flere barbier
Meget af legetøjet er bare kun til små børn, mener Emma Simone Kristensen, der bliver seks år i dag. Hun ønsker sig nogle flere barbiedukker. Emma er nyresyg, og da hun fik feber for nogle få aftener siden, skyndte hendes mor, Anita Kristensen, sig at ringe til lægen. Indlæggelsen gik stærkt, og diagnosen lyder på nyrebækkenbetændelse. Så Emma er lige så stille ved at affinde sig med, at hun skal fejre sin seks års-fødselsdag under sin medbragte prinsesse-dyne. Heldigvis kan man komme gratis i Zoo, når man er indlagt på børnehospitalet. Anita Kristensen indrømmer, at det godt kan blive lidt trivielt at være forældre på afdelingen.
- Jeg kunne godt tænke mig at se en film, der også er for voksne, en gang imellem, siger hun. Dermed kan cykelrytterne skrive både film for voksne og legetøj for større børn på deres liste over ting, man ønsker sig på afdelingen.

I Team Barneleg er der ingen professionelle cykelryttere, men når det bliver tid for gadeløbet i Svendborg, så er Jakob Fuglsang, Alex Rasmussen og Michael Mørkov, alle fra Team Saxo Bank, og Rasmus Guldhammer fra HTC Columbia klar til at træde i pedalerne til fordel for projektet, og flere er på vej. En auktion på cykeltrøjer er også på tegnebrættet.
Kilde: Fyens Amts Avis

 
  Copyright Team Barneleg  |  Copyright fotos: Tim Kildeborg Jensen

WEBSITE SPONSOR : TEGNESTUEN1.DK  |  UPTIME IT